Inner Business  Autentisk forandring
 
 


Af Chris Nunan. (Foto © Chris Nunan 2010)


Selvernes Psykologien kort introduktion til Voice Dialogue metoden og arbejdet med den indre kommunikation.


“To exist is to change, to change is to mature, to mature is to go on creating oneself endlessly.” Henri Bergson

Psykologerne Hal og Sidra Stone Ph.d. har med udgangspunkt i deres mangeårige arbejde med klienter og deres egen indre proces formuleret en ny måde at se psyken på.

Denne nye måde bryder opfattelsen af egoet som en enhed og ser på at vi består af mange underpersonligheder eller dele, der på hver sin måde bidrager til det vi kalder ”mig” – vi er altså sammensatte på en unik måde. Ægteparret Hal og Sidra Stone Ph.d. har med Voice Dialogue fokus på, at det er ret enkelt at lære nye og ressourcefyldte sider af sig selv at kende, og at de relationer vi indgår i bevidst og ubevidst afspejler denne indre dynamik.

Som konsulent og menneske kan jeg med denne forståelse lære at lytte bedre til mig selv og blive mindre styret af mine egne fordomme, noget der kan give plads indeni og mere overskud til at være nærværende på en ikke dømmende måde.

Hvordan metoden blev skabt

Hal Stone var militærpsykolog og jungiansk analytiker uddannet i Californien, og Sidra Stone var fra New York hvor hun som psykolog var uddannet med udgangspunkt i 1960’ernes adfærdspsykologi. Skinners adfærdspsykologi var højeste mode. Man mente at al menneskelig adfærd kunne beskrives ud fra belønning eller straf. Hal var derimod interesseret i drømme, myter og eventyr, som udtryk for den menneskelige kollektive psyke. Deres udgangspunkter var derfor meget forskellige.

Da parret flyttede sammen efter tidligere ægteskaber, havde de hver 4 børn, der skulle fungere sammen. Oven i det, var Hal leder af en af verden første centre i Californien (Center for the Healing Arts), hvor man aktivt arbejdede med alternative metoder og psykologi i behandling af både psykiske og fysiske sygdomme – F.eks håbede man at visualisering kunne bruges til behandling af kræft.

Hal Stone, der i dag er i 80’erne,  ser perioden som en meget eksperimenterende og begejstret tid, hvor der var mange vildveje men også mange nyskabelser i videnskaben og indenfor den humanistiske psykologi.

Sidra arbejdede som leder af et kvindehjem og var allerede en  fagligt højt estimeret person, der også havde fokus på at få familien til at fungere. Hal og Sidra blev mere og mere samarbejdende også fagligt, idet de var nødt til at få familien og deres forhold til at fungere – fagligheden kom, idet de besluttede sig for at undervise andre i at udøve Voice Dialogue. For ca. 30 år siden åbnede de kursusstedet Delos, der også er deres hjem, og startede med at undervise i metoden Voice Dialogue internationalt. Sidra har desuden arbejdet meget med at beskrive de skyggesider hos kvinder, der handler om de ubevidste budskaber, de har fået fra deres mødre om kvinders rolle i forhold til mænd og samfund. Det kom der bogen ”The Shadow King” ud af. Hal og Sidra har også udforsket parforholdets konflikter og bindinger indgående med teorien om bonding patterns (tilknytningsmønstre), der også er en del af Voice Dialogue psykologien.

Metoden udsprang af virkelighedens konflikter

Hal og Sidra Stone siger selv, at netop de konflikter og udfordringer, de mødte i de første år, var med til at forme ”Voice Dialogue” metoden eller måske mere præcist ”Den indre dialog”, som den kaldes i Frankrig. I forbindelse med en del konflikter parret havde med ”dine og mine børn”, fandt de nærmest ved et tilfælde ud af, at de kunne tale direkte med den ”del” af personligheden, der gjorde knuder. Når Hal f.eks. var sur, fordi Sidra talte for længe i telefon med sin ældste datter, så var Hal’s indre dreng på banen – i praksis var det en lysere og nærmest barnlig stemme der talte. Ved at tale direkte med ”delen” eller ”stemmen” kunne Sidra, men også Hal selv blive meget klogere på hvad det egentlige problem var, nemlig at hans indre dreng var jaloux – en følelse den ”voksne” intellektuelle Hal ikke mente at besidde. Hal og Sidra blev enige om, at de i fremtiden ville prøve at udforske dette indre personlighedsgalleri aktivt.

Hal og Sidra var ikke inspireret direkte af datidens gestalt, psyko-syntese og psykodrama bevægelse, men er overbevist om, at deres arbejde har sin egen skabelse og intuitive udspring –  hvis de skal henvise til kilder, der har inspireret dem, så nævner de bl.a.  forfatteren Herman Hesse , samt psykologen Skinner og psykoanalytikeren Jung. Voice Dialogue blev skabt så at sige midt i deres egen proces og udvikling som par.

De grundlæggende antagelser i arbejdet med Voice Dialogue

•Det gælder altid om at styrke og understøtte de indre positive ressourcer hos alle dele.

•Arbejdet er udforskende og med stor interesse – åben overfor alle muligheder.

•Alle dele af personligheden betragtes og behandles med værdighed og respekt som noget unikt.

•Der er ikke fokus på ensartethed; der gøres intet forsøg på at få dele (selver) til at passe med forud opfattede kategorier – der er ikke noget der skal fixes eller laves om.


I dag er der psykologer, kunstnere, psykiatere, managementkonsulenter og HR folk og en masse kreativt interesserede mennesker, der føler sig tiltrukket af denne ikke dømmende og anerkendende metode. Metoden er ret enkel når man blot følger enkle regler og det er ikke egentlig terapi, men snarere en fælles udforskning af psykens landkort og ressourcer det handler om.

Set i Teori-U sammenhæng kan de dele af personligheden, der downloader og bevarer status quo, blive mindre dominerende til fordel for en mere åben og eksperimenterende personlighedsopfattelse og praksis, hvor et mere bevidst ego skabes netop i det modsætningsfelt, der er mellem det gamle og den nye virkelighed, der så at sige manifesterer sig, når vi holder op med at downloade og bliver mere bevidste og nærværende.

Kaptajnen på skibet er en illusion

Freud sammenlignede egoet med kaptajnen på et skib. Hal og Sidra Stone har i deres arbejde fokuseret på, at den egentlige ledelse af skibet (psyken) består af et samarbejde mellem mange (besætningen) og at de grupper eller personer (psykiske aktører) i psyken, der har mest at skulle sige, styrer os.

Vi har altså ikke egoet som et styrende centrum, men snarere mange større eller mindre egoer eller dele, der styrer os afhængig af hvad vi laver og hvad vores præferencer er. Vi er ikke de samme når vi er sammen med vores forældre og når vi er sammen med kæresten – det er forskellige dele, der styrer os. Denne måde at se psyken på giver os muligheden for at se og opleve mennesket på en meget mere dynamisk måde. Vi er ikke et, men mange indeni, på samme måde som jorden ikke er centrum i solsystemet, men indgår i en galakse. Voice Dialogue processen handler om at vi bliver nødt til at tage bevidst ansvar for hele ”skibet” og lære os selv at kende på en meget dybere måde.

Et billede af psykens dynamik

Er det f.eks. vores trang til at behage, der styrer os, så er det altid på bekostning af de mere selviske eller assertive sider, som så skubbes til side.

Hvis man søger et job og det er den behagesyge delpersonlighed, der går til jobinterview, så risikerer man ikke at blive ”set” som en faglig kompetent person, snarere som en der er ”sød”.

Den tredje vej  - Det bevidste jegs proces.

Hal og Sidra Stones arbejde kaldes også Selvernes Psykologi eller Aware Ego Process. Det sidste refererer til, at der er en tredje vej, hvor vi bliver bevidste om, at der er et valg – vi behøver ikke følge den indre stemme, der vil have os til at være f.eks. overflinke, hvis vi er i stand til at rumme vore egne modsætninger – altså være både flink og assertiv på samme tid.

Hvordan tilegner man sig denne metode?

Når man træner voice dialogue , skal det helst foregå med en trænet facilitator, der kender sine egne indre polariteter og som kan rumme dem.

I realiteten foregår det ved, at den, der arbejder med sig selv, bliver mødt og guidet til at indtage forskellige positioner eller synsvinkler i sit eget indre univers på en undersøgende måde.

Metoden i grundtræk

Udgangspunktet er altid det bevidste jeg, som i starten af en session er udgangspunktet. Dette bevidste jeg bevidstgøres ved, at facilitatoren taler direkte til de forskellige modsætninger og problemer (delpersonligheder), der er kommet frem i den indledende session.

Facilitatoren beder det bevidste jeg (klienten) om fysisk at tage en plads på en stol. Klienten skal i en session skifte synsvinkel og sætter stemme på sine indre virkeligheder. Når en session er færdig, vil klienten typisk have rørt ved og hørt flere forskellige - ofte modsatrettede - dele af psyken udtale sig.

Dette er ikke et skuespil og kan opleves af alle, der vil prøve den forunderlige proces. I processen taler alle delene om klienten – det bevidste jeg – i tredje person for at forstærke oplevelsen af delene. Målet er at slippe den vanemæssige identifikation med bestemte synspunkter og skabe mere indre plads.

Hvis vi f.eks. arbejder med en persons flinke side, så taler vi med den del (den flinke fyr/søde pige) om personen og om hvordan denne del hjælper personen her i verden. Den samtale føres fuldstændig som enhver anden samtale med en ”rigtig” person, med respekt og indlevelse.

Når dialogen er færdig rykker klienten tilbage til det bevidste jegs position, rent fysisk flytter man plads  - rykker stolen, eller flytter til en anden stol -  for nu at rumme både det bevidste jegs position og oplevelsen af delen fra før. Her bliver udtrykket ”at sidde mellem to stole” ret så virkeligt – personen oplevet typisk at sidde i et spændingsfelt , hvor den gamle adfærd kan iagttages udefra – vi har nu skilt den flinke fyr/søde pige fra en mere observerende del af personligheden.

Man starter altid med at arbejde med de sider, personen identificerer sig med – senere bliver man i stand til at tage en dialog med de mere undertrykte,(og derfor også mere problematiske og ofte vrede eller sorgfulde) sider.

Det sidste er ofte meget frigørende, fordi sider af personligheden, der almindeligvis holdes nede, får lov til at udtrykke sig ”uden indblanding”.

Endelig vender man tilbage til udgangspunktet, det bevidste jegs position. Her oplever personen måske for første gang, hvordan det er at have to stærke sider i bevidstheden samtidig.

Til sidst refererer facilitatoren mundtligt hele sessionen med klienten stående bagved  sig, og skaber på den måde en oplevelse af at genopleve det hele udefra. Denne del af arbejdet hjælper klienten med at integrere og forstå kompleksiteten og opleve modsætningerne på en accepterende ikke dømmende måde. Det fører ofte til mange aha’ oplevelser – og er en meget stærk og intens proces, som kan indeholde megen humor og kreativitet.

Der er ikke tale om terapi, da det ikke handler om at lave noget om, snarere om at give klienten flere valgmuligheder via den bevidsthed, der opstår, når hun virkelig kan se en sag fra begge sider. Selvfølgelig kan en dreven terapeut bruge metoden terapeutisk, men i sin grundform kan alle bruge denne forståelse. En dybdegående session tager typisk 1-1,5 time og kan selvfølgelig laves hurtigere når man er blevet mere bekendt med de indre aktører i psyken.

Hvem eller hvad styrer egentlig min måde at se verden på?

Det kan være svært at få øje på hos sig selv, og man kan derfor altid prøve at se på, hvad man ikke kan fordrage hos andre. Hvis du f.eks. ikke kan lide mennesker, der fører sig frem og er bedrevidende, så kan det måske pege på at du har en ”personlighed” (primært selv), der har valgt at blive tilbageholdende og ikke sige noget før den er helt sikker. Det kan betyde at du som menneske har måttet udviklet en ”indre dommer”, der så at sige banker dine mere selviske og primitive impulser på plads. Denne indre dommer vil ofte være en ubarmhjertig og streng stemme i psyken, som slet ikke passer med den ”flinke” og forstående personlighed, du helst vil se dig selv som.

Når man laver en Voice Dialogue session eller udforskning, vil ressourcesiderne altid være i fokus. Det vil sige, at det ikke handler om at lave noget om, men i stedet tilføre situationen og personen flere ressourcer.

En fortrængt side, som måske handler om at være mere fleksibel og tage livet let, kan f.eks. komme på banen og hjælpe os med at give slip på en unødvendig selvkritik. Det handler om at høre (i virkeligheden), hvad denne stemme har at sige og se denne side også som en ressource. Ofte kan vi lære at give mere opmærksomhed og energi til de dele af psyken, der hjælper os til at blive mere assertive og klare i det vi gør.

De primære personligheder

Typisk indeholder de fleste mennesker et mix af personligheds dele. Den primære personlighed er lig med den del af psyken, der primært tager sig af os. Hos mange mennesker er det ”behageren” eller ”perfektionisten”. Men det kan også være ”kritikeren”, ”det sårbare barn” eller ”rebellen”. Vi har alle vore favoritter. Sekundært har denne proces også skabt sider af psyken, der er mindre fremme eller som er helt lukket væk – f.eks. har perfektionisten meget lidt kontakt med de sider af psyken der tager sig af at leve i nuet og bare være. ”Behageren” har f.eks. ofte ingen kontakt med sin egen aggression, ”det sårbare barn” har ingen kontakt til de mere voksne ressourcer i psyken osv.


Den indre familie er god at konsultere.

Hvis man forestiller sig psyken som en indre familie, så er der, som i mange familier, en følelse af fællesskab, samtidig med at familiemedlemmerne kan være meget forskellige. På samme måde kan der i psyken også være uønskede og måske også besværlige medlemmer. Ved så at sige at føre en dialog med disse medlemmer og acceptere dem alle, kan der opnås en fælles ny måde at se familien på. Det er som om bevidstgørelsen og lyset, der er kommet på alle, gør det nemmere at slippe de gamle roller og træde ind i en mere positiv udgave af familien. I psykologiske termer lærer vi at integrere og acceptere vores forskellige behov og impulser på en hensigtsmæssig måde – psyken får et serviceeftersyn.

I eventyrenes verden, der på mange måder spejler psyken, er der ofte historier om at nogen ikke kom med til festen. Det er denne ubudne gæst, der sværger og ofte kaster en forbandelse, så alting i kongeriget går skævt. I Voice Dialogue er pointen, at alle godt kan være med og at forbandelsen kan hæves når det sker.

Hvis vi kan blive bedre til at inkludere alle vores sider og så at sige invitere dem med til bords, så kan vi både blive mere bevidste og fleksible, men også blive klare i vores kommunikation.

Praktiske eksempler

Er vi f.eks. i gang med at søge job og skal til jobinterview, så kan vi med ro i sindet rumme og vælge at sende de mere kompetente og rolige sider til mødet i forvisning om, at de mere barnlige eller usikre personlighedsstrukturer (del-personligheder) har det godt – vi tager ansvar og er bevidste, også omkring vore egne begrænsninger. Det giver os friheden til at være os selv når vi kan være os selv bekendt med alt det vi er og indeholder.

Når kursisten eller den jobsøgende, ikke ved hvad hun skal, så er det med denne metode spændende at snakke med den del, der ”ikke ved” for derefter at spørge til andre sider eller facetter af personligheden, der godt ”ved” hvad hun eller han skal. Det er ofte en ret oplysende oplevelse at lytte til og høre hvordan vi kan have stik modsatte synspunkter på mange af livets udfordringer – kunsten er at lære at lytte til helheden på en mere bevidst måde. Herved opstår muligheden for at vi kan udvikle egoet og blive mere bevidst. Dette fænomen, som skal opleves, kaldes AEP eller The Aware Ego Process og er unik for Voice Dialogue arbejdet, det er det, der samler og skaber en ny forståelse eller metamorfose af de indre modsætninger, så at sige på et nyt niveau.

Vi er sammensatte som mennesker både indeni og udenpå. Brugt med omtanke så kan Hal og Sidras metode give os nye værktøjer til at forstå og begribe kompleksiteten i livet, men også få legen mere ind i arbejdet med den personlige udvikling samt få mere bevidsthed ind i de virkemidler, man har som menneske f.eks. når man skal ud og sælge sig selv.

Freuds gamle model, hvor kaptajnen styrede skibet (egoet) er for længst afløst af en mere systemisk og relationsbaseret psykologi, hvor sprog og forestillinger hænger samme med hvordan vi skaber vore muligheder. I Hal og Sidra Stones model er psyken et dynamisk forhold, hvor der er mange elementer, der spiller sammen.

Lidt om min baggrund

Der er meget at hente ved at gå til kilden på Hal og Sidra Stones internationale hjemmeside http://www.delos-inc.com/ . Jeg har trænet med dem begge i begyndelsen af 90’erne samt uddannet,  coachet og samarbejdet med mennesker med interesse for metoden (bl.a. sammen med min partner Doris), som er et godt værktøj til at arbejde både med psykologiske og spirituelle aspekter af psyken på en sjov og legende måde.

Voice Dialogue metoden er en metode, der skal gøre os alle mere bevidste om at vi har mange flere sider og muligheder (vidvinkel) end vi normalt tror i vores ofte kollektive tunnelsyn. Jeg vil også anbefale arbejdet med denne metode, fordi den gør det til et fælles menneskeligt projekt at undersøge og lære hele mennesket at kende og ikke kun se på facaden. 

Lemniskaten

I lemniskaten lærer vi at vi skal se bagud for at komme frem – vi skal så at sige integrere helheden i det vi gør. Dette giver os muligheden for at skabe det vi ønsker. I Voice Dialogue ser vi på hvem der taler, og vi lærer at lytte til alle de indre modsætninger på en anerkendende måde, idet vi indser at alle synspunkter er der af en grund, og at det, der skaber forandring, er en ny bevidsthed forankret i handling.

Teori-U

Vi må slippe de gamle måder at lære, se og mærke på og hermed bliver i stand til at nå det kreative frirum, Otto Scharmer har døbt presensing. Presensing – sammensat af ordene presence og sensing – er stedet, en tilstand, hvorfra mennesker med åbent sind, åbent hjerte og åben vilje kan skabe de rette løsninger på fremtidens udfordringer. I Voice Dialogue kaldes denne proces det bevidste jeg.

Voice Dialogue egner sig særdeles godt til at facilitere de indre stemmer som “The Voice of judgement”, “The Voice of fear” og “The Voice of Cynicism” - for at komme ind bag processen og forstå den bedre.

Konklusion

Jeg har i denne artikel villet vise at Hal og Sidra Stones banebrydende metode Voice Dialogue hører til her hos os i Ankerhus. Jeg har et ønske om at dele disse indsigter og mener at kilden til egentlig forandring kommer dybt indefra – jeg håber at Voice Dialogue og The Aware Ego Process kan bidrage til nye redskaber til at skabe den forandring der er så nødvendig – netop nu.

Citater og litteratur

"Harry consists of a hundred or a thousand selves, not of two. His life oscillates, as everyone's does, not merely between two poles, such as the body and the spirit, the saint and the sinner, but between thousands and thousands. Every ego, so far from being a unity is in the highest degree a manifold world, a constellated heaven, a chaos of forms, of states and stages, of inheritances and potentialities. As a body everyone is single, as a soul, never." 
- From Steppenwolf by Hermann Hesse

Hal og Sidra Stone. Bliv ven med din indre kritiker.- fra selvkritik til kreativ ressource (Aschehoug)

Hal og Sidra Stone. Bliv bedste ven med dine værste sider. (Aschehoug)

-Begge titler er desværre udsolgt fra forlaget.

Litteratur på Engelsk.

Se http://www.delos-inc.com/index.htm eller http://en.wikipedia.org/wiki/Hal_and_Sidra_Stone

YouTube.

På YouTube er der en introduktion til den personlighedsteori der ligger til grund for systemet.http://www.youtube.com/watch?v=4UvrAQaDGg4 . Det er på engelsk, men man får et godt indblik i, at tankegangen er, at vi undervejs i opvæksten vælger at ”blive” det, der beskytter os bedst ikke fordi det er det vi er, men fordi det var det der passede ind i den familiekonstellation og det spændingsfelt der var muligt. Er der f.eks. mange dominerende mennesker i en familie kan nogle ubevidst vælge at ”blive” stille, andre vælge at blive rebeller – i bund og grund fordi der i det pågældende familiesystem er denne særlige dynamik.

Et spirituelt perspektiv.

For de spirituelt interesserede så har Genpo Roshi, der er Zen Mester, brugt Voice Dialogue metodikken til sin ”BigMind” proces, der handler om at give mennesker adgang til deres indre Budda natur.

Se hvordan Voice Dialogue kan forenes med “Big Mind” her http://www.voicedialogue.com.au/Voice-Dialogue_Audio-Video.html

Voice Dialogue er en psyko-spirituel metode, idet udøvelsen og opdagelsen af det bevidste jeg  giver adgang til et meget større og fredsfyldt perspektiv på livet – hvad man vil kalde det, er op til hvilken tradition man tiltrækkes af.

I arbejdet med Voice Dialogue som konsulentværktøj eller i ledertrænings sammenhænge kan fokus være på at lære at forstå egne og andres kommunikationsmønstre, samt blive bedre til at forstå stress og konflikter og hvordan man undgår eller minimerer dem. I arbejdet med Teori-U kan Voice Dialogue skabe en forståelse for presencing på en direkte oplevet måde ved at man prøver en session eller rekvirer en workshop.

Citat:

Selves or parts are constantly operating in everyone... they are the energy systems that experience life. Voice Dialogue gives us a chance to objectify them, to recognise them, to name them, to understand them and work with them creatively.When we use Voice Dialogue, we are becoming sensitive to the dramas played out by these selves.” Hal Stone, Ph.D



 

Kunsten at få mere plads indeni.




















Chris Nunan

Kontakt:

40961705 eller

tcnunan@gmail.com